Jeg er ved en fejl kommet til at skifte fra Forhåndsvisning til Gem under
opdatering af artiklen om "Langbølgebåndet", hvilket har medført i alt 26
pinligt misvisende historik-logninger dateret 20. maj 2008 fra klokken
03:57-04:32.
Hvis det overhovedet er muligt, vil jeg bede jer om at slette mine
irrelevante versioner i loggen og eventuelt genskabe artiklen som den var
før (jeg taster meget gerne ændringerne ind forfra). Som det er nu, føler
jeg mig ikke blot meget dum, men ingen har en jordisk chance for at
gennemskue, hvad der egentlig er sket med artiklen.
Til gengæld vil jeg så skrive den manglende tekst i den tomme
henvisningsartikel om DRM (Digital Radio Mondiale) som kvittering for jeres
ulejlighed.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Niels Dreijer
--- --- ---
==Langbølge i Danmark==
[[Kalundborg]] langbølge (Danmarks Radio København-Kalundborg).
I foråret [[1927]] blev der for [[Statsradiofonien]] etableret en
langbølgesender i den nye [[Kalundborg Radiofonistation]] på landtangen
[[Gisseløre]] ved Kalundborg. Sendefrekvensen var 260 [[hertz|kHz]] med en
nominel effekt på 7,5 [[kilowatt|kW]]. Antennen bestod af to 105 m høje
trebenede stålmaster forbundet med en enkelt antennetråd, som blev bygget og
leveret af [[Nakskov Skibsværft]].
I 1954 blev masterne forlænget til 118 m og forsynet med 23 m brede
tværbomme, der bar otte toptråde til en såkaldt "Alexanderson" antenne.
Efterfølgende er sendeeffekten forøget til 300 kW og frekvensen ændret til
243 kHz. Langbølgesenderen dækker foruden selve [[Danmark]] også det meste
af Europa samt [[Nordsøen]], [[Færøerne]] og sydspidsen af [[Grønland]].
Frekvensen på 243 kHz er næsten forstyrrelsesfri, da den nærmeste sender på
samme frekvens befinder sig over 2.500 [[km]] væk i [[Tyrkiet]] (Erzurum).
I henhold til en ny public service-kontrakt mellem [[Danmarks Radio]] (DR)
og [[Kulturministeriet]], som trådte i kraft ved årsskiftet 2007, er DR
fremover ikke forpligtet til at opretholde udsendelserne på langbølge.
Derfor ophørte de analoge udsendelser på langbølge 243 kHz fra Kalundborg
Radiofonistation 15. februar [[2007]] klokken 00:30, men senderen er fortsat
driftsklar.
Senest er tværbommene forkortet til kun to toptråde i april [[2008]]. Det er
sket for at levetidsforlænge masterne med henblik på digitale
langbølgeudsendelser i [[Digital Radio Mondiale|DRM]], idet langbølge i
modsætning til mellembølge har konstant lang rækkevidde døgnet rundt.
De svage kalibreringssignaler i DRM under ombygningen af antennesystemet
blev ifølge diskussionsforaet på hjemmesiden DRMRX registreret af lyttere så
langt væk som Schweiz.