Artikel om Øretæverne til Wikipedia Oppe i det nordøstlige hjørne af Bornholm ligger smukke Svaneke. Byen har lykkeligt undgået 1960´ernes og 70´ernes byfornyelsesvandaler, og via et stort og målrettet bevaringsarbejde er det lykkedes at bevare den bymæssige perle indtakt. Sammen med andre danske byer som Helsingør, Køge, Faaborg, Tønder, Ribe, Ebeltoft, Mariager m.fl. hører den til blandt de mest fremragende eksempler på dansk bygningskultur. Svaneke har imidlertid en meget særpræget og unik bygningsdetalje, som ingen af de andre byer er i besiddelse af. En speciel slags gavlknægte som de lokale håndværkere respektløst kalder ”Øretæver”. Øretæverne sidder på gavlene af mange af byens gamle bindingsværkshuse. De er placerede oven på hjørnestolperne, og de minder grangiveligt om ører på husene. Ofte er de smukt og fantasifuldt udskåret, men ud over den dekorative funktion har de i høj grad også et konstruktivt formål, for de bærer de få, murede murstensskifter oven over. Oprindelsen til det sære navn og hele øretævetraditionen er gået tabt, for hverken lokale håndværkere eller beboere har nogen anelse om hvor de stammer fra. Traditionen bliver imidlertid holdt i hævd, for slidte øretæver bliver straks fornyet, og den lokale snedkermester ser ikke spor overrasket ud, hvis han bliver bedt om et par øretæver! For at spore oprindelsen blev det nødvendigt at registrere alle huse med øretæver, og efterfølgende undersøge de bygningsmæssige kildeskrifter (brandtaksationer) for eventuelle fællesnævnere. Det viste sig, at de ældste øretævehuse var bygget før 1761, og de yngste var først opført i begyndelsen af 1800-tallet. Ikke desto mindre var der en fællesnævner, for det viste sig, at alle huse der var opført før 1830´erne, havde gennemgået en større ombygning fra 1840´erne og helt op til 1870´erne. Ved ombygningerne havde de fået udskiftet de bræddeklædte bindingsværksgavle med murede brandgavle og stråtaget med tegl. 6. april 1832 kom der nemlig en lov om brandsikring af husene i de danske købstæder. Over en årrække skulle de brandfarlige trægavle og stråtage udskiftes, for byerne var som krudttønder, og faren for altødelæggende brande var stor. Fristen for udskiftningen var sat til 10 år. Det lød utvivlsomt godt på papiret, men bornholmerne var fattige. De kunne ikke lige rejse penge til en bekostelig ombygning af deres huse, så fristen blev forlænget og forlænget. Kilderne fortæller, at fristen blev forlænget helt op til 1880. Ved opmuringen af de nye brandgavle kunne man vælge at fjerne brædderne og det eksisterende bindingsværk, og så mure op til den vandrette gavlbjælke og i gavltrekanten over den. Det havde den fordel, at hjørnestolperne stadig ”stod på sin plads”, og at ”fodmuren” (som sokkelen hedder på bornholmsk) ikke skulle ændres. Man kunne også mure en skalmur uden på den eksisterende gavl, men det er formentlig i forbindelse med den først løsning, at øretæverne er opfundet. Øretæverne kræver nemlig, at hjørnestolperne rent faktisk står i hjørnerne af huset, og ikke er dækket af en skalmur. Kilderne giver ikke noget endegyldigt svar på, om øretæverne virkelig er opstået i forbindelse med den påkrævede brandsikring af købstæderne, men med en ”til vished grænsende sandsynlighed” har de set dagens lys i forbindelse med de mange ombygninger. Øretæverne tjener det formål, at de dækker hullet mellem spærene og taget – samtidig med at de bærer de overliggende murstensskifter, og øretævekonstruktionen er både enkel, indlysende og af stor dekorativ effekt. Man er nok startet med at opsætte et almindeligt bræt, men Svanekes mange håndværkere har formentlig set rige muligheder for at bearbejde brættet, og med byens store skibsbygningstraditioner in mente, har man opnået at få en unik og yderst særpræget bygningsdetalje ud af den konstruktive nødvendighed. I vore dage fremtræder øretæverne i alverdens farver og alverdens udformninger i byen, og de er med til at sætte præg og karakter på Svanekes dejlige, gamle huse. Svaneke er ikke nogen stor by, og alligevel er omkring 100 af byens huse forsynet med øretæver. På det øvrige Østbornholm findes de kun i et meget lille antal i Listed, Aarsdale og Nexø. I resten af Danmark findes de overhovedet ikke, så øretæverne er et særdeles lokalt, østbornholmsk fænomen. Kilder: ”Bygning By og Land” nr. 41. December 1998 Robert Egevang: SVANEKE, historie - huse – borgere. Købstad i 450 år. Byforeningen ”Svanekes Venner” Venlig hilsen Anne Fogh Sten Porse wrote: Bornholm. I den forbindelse undersøgte jeg oprindelsen til en meget særpræget bygningsdetalje på mange af Svanekes gamle huse. "Øretæver" blev de kaldt af den lokale befolkning, men ingen kunne fortælle mig oprindelsen af navnet, hverken de lokale håndværkere, håndværkerlaug´ene, befolkningen eller lokalavisen. også en konstruktiv funktion. Som I kan se på mine medfølgende billeder, bærer de de overliggende murstensskifter, og der er mange af dem i lille Svaneke. Over 100 huse er forsynet med "øretæver", udført i alverdens faconer og farver. sandsynlighed" er opstået i forbindelse en lov fra 1832 om brandsikring af husene i landets købsteder. Svaneke har så udviklet sin helt egen tradition for udvikling af gavlknægte, formentlig inspireret af byens skibsbyggertradition, og det er en meget lokal østbornholmsk tradition, for der findes kun øretæver i Svaneke, Listed, Aarsdale og Nexø. Andre steder på øen findes de ikke, og det gælder også i resten af Danmark. vished grænsende sandsynlighed"? "Bygning By og Land" fra december 1998, men det gjorde jo ikke noget, at øretæverne blev kendt af nogle flere, for de er et morsomt og overraskende indslag i bybilledet. -- View this message in context: http://www.nabble.com/Re%3A-Hvad-siger-I-til-en-artikel-om-%22%C3%B8ret%C3%… Sent from the Danske Wikipedia mailing list archive at Nabble.com.